Når kontorarbejdet gør ondt – Den perfekte arbejdsstilling findes ikke!

    For dem der har haft efterårsferie, byder denne uge atter på arbejde. For en stor del er det ensbetydende med kontorarbejde og desværre vil dette for nogen også betyde, at de oplever at få ondt. Netop kontorarbejde er meget udskældt for at give ryg, nakke og skuldergener. Derfor har mange firmaer investeret store summer i at få indrettet arbejdspladsen ergonomisk korrekt for at passe på deres medarbejdere. Desværre er der efterhånden noget, der tyder på at verden ikke er helt så simpel og at alle disse ergonomiske tiltag måske ikke gør så meget gavn, som man tidligere troede.

    Den perfekte arbejdsstilling findes ikke!

    Der er ingen perfekt arbejdsstilling. Dette kan være en svær erkendelse at komme til, nu hvor man sidder på en justerbar kontorstol ved sit hæve-sænkebord, højde justerbare skærm og en ergonomisk mus i hånden. Ikke desto mindre er det sådan det er, lidt ligesom der ikke findes nogen perfekt kropsholdning, hvilket vi tidligere har skrevet om her. Mens forskning indikerer, at støtte af underarmene kan lindre gener ved computer arbejde, har forskningen ikke været i stand til at vise en positiv effekt af indstilling af kontorarbejdspladsen. Dette er interessant fordi, det både går mod det vi altid har fået at vide samt de regler, der findes på området.

    Skal vi så ikke tilpasse vores arbejdsplads?

    Ligesom der ikke noget der tyder på, at det har en væsentlig betydning at få indstillet sin kontorarbejdsplads, så er der heller ikke noget der tyder på at det skulle være skadeligt. Så hvad skal man egentlig tro? Man kan sige, at hvis du føler det er godt for dig, at dit skrivebord eller skærm er i en bestemt højde, så er det jo rigtigt for dig. Når vi får ondt på arbejdet, er det sjældent at det starter præcis i det øjeblik vi starter med at arbejde. Oftest kommer generne, når man har siddet eller stået på arbejde i noget tid. Får du ondt når du står eller sidder i en bestemt stilling over tid, så kan du med fordel skifte til en anden stilling, der ikke gør ondt så du ikke er i den samme stilling hele tiden.

    Betyder det så at der ikke er nogen god eller dårlig stilling?

    Ja og nej. Der er ikke sådan, at en stilling er værre end andre, men får du ondt i en bestemt stilling kan du med fordel mindske den tid du bruger i stillingen. Tænk bare på en weekend hvor du har sovet rigtig længe, her vil mange opleve at kroppen godt kan være øm når man står op. Dette betyder jo ikke at man har skadet kroppen over natten, men er noget man oplever fordi man har været i den samme stilling over tid. Det samme gør sig gældende ved f.eks. kontorarbejde. De færreste vil mærke ret meget til nakken eller ryggen, hvis de kun skulle sidde ved skærmen i en time, mens mange nok ville mærke stivhed/ømhed hvis de sad der i flere timer uden pause. Altså tyder meget på, at det er tiden i en bestemt stilling, der er vigtig mere end det er stillingen i sig selv. Faktisk vil de fleste få ondt, hvis de er i den samme stilling over lang tid, uanset hvor ”god” den er.

    Er der så slet ikke noget der virker?

    Jo, heldigvis er der noget der ser ud til at have en god effekt; nemlig træning. Styrketræning har vist sig ikke bare at være sundt, men kan faktisk også mindske de gener man mærker. Endnu mere utroligt er det, at det faktisk ikke kræver så meget træning som mange måske tror. Faktisk har et dansk studie tidligere vist, at blot 2 til 12 minutters styrketræning per dag, kan reducere de gener folk oplever ved kontorarbejde.

    Får du ondt af dit arbejde, så kan det være en god ide at drøfte dette med en fagperson. Kontakt Apex Fysio i dag på 51 95 15 15, så vi kan hjælpe dig af med dine gener.